For Birk var vejen til at blive officer i Hæren ikke noget, der lå i kortene fra start. Men da interessen for at lede og udvikle andre voksede, mens han var sergent, begyndte også en rejse, der skulle vise sig at være udfordrende, lærerig og afprøve hans vilje.
”Jeg ville egentlig gerne i Politiet, og derfor tog jeg værnepligten for at få noget erfaring og et andet syn på verden. Men det ene tog det andet, og jeg opdagede hurtigt, at jeg havde en interesse for Forsvaret og syntes, at det var sjovt at være en del af det fællesskab.”
Sådan beskriver Birk sit første møde med Forsvaret tilbage i 2014. Birk blev udnævnt premierløjtnant i Hæren i januar 2022, men hans vej til titlen var ikke klar fra begyndelsen. Han er blandt den gruppe, der uddannes til officerer gennem den interne vej i Forsvaret, og det har budt på flere udfordringer undervejs. Men som han selv har erfaret, har nogle af de udfordringer også været med til at forme hans karriere i Forsvaret og gøre ham til den stærke leder, han er i dag.
Efter den værnepligt, som skulle give ham erfaring og disciplin til politiet, besluttede Birk, at han ikke var færdig med Forsvaret, og at han derfor gerne ville starte på Sergentskolen i stedet. En beslutning, der senere viste sig at blive hans første møde med det at lede andre og vejlede de værnepligtige i hverdagen som soldat. Og kort efter titlen som sergent begyndte tankerne om at gå videre som officer da også så småt at rumstere.
”Jeg tror, det var blandingen af både at være praktiker og ham, der lægger planerne, som jeg syntes var interessant, og som jeg gerne ville have mere af. Og så var min egen delingsfører en stor inspiration til at dykke ned i ledelsen som disciplin. Han viste mig, hvordan det kan gøres, og det satte tankerne i gang,” fortæller Birk.
Den interne vej har mange muligheder
Efter et års betænkningstid besluttede Birk at søge ind på Hærens officersuddannelse, og mens selve ansøgningen var problemfri, var den efterfølgende proces mere uklar. For Birk startede vejen til at blive officer nemlig ikke på Officersskolen, som hvis man har en bachelor. I stedet skulle han starte på Akademiuddannelsen, hvor formålet er at give ansøgerne de formelle kompetencer, det kræver for at indtræde på Hærens officersuddannelse.
”Fordi jeg ikke har en bachelor, skulle jeg læse en række enkeltfag op gennem Akademiuddannelsen ved siden af mit daglige arbejde som sergent i Hæren. Og det var faktisk her, jeg oplevede de største udfordringer, fordi der var en del misinformation og ændringer undervejs. Jeg manglede ligesom ét sted, der samlede det hele og gav mig overblikket, men det fandtes ikke dengang,” forklarer Birk.
Eftersom Forsvarets værktøj til at kortlægge den interne vej til officersuddannelsen ikke var udviklet dengang, måtte Birk i stedet selv finde rundt i de mange informationer, indtil han til sidst fandt en kontakt i Hærens sergentskole, der blev et holdepunkt og en sparring i forhold til mulighederne.
”Da først jeg fik kontakt til studievejlederen ved Hærens sergentskole, gik det heldigvis nemmere, fordi jeg pludselig havde en at søge hjælp hos og sparre med. Der er enormt mange måder at gøre det på, når man gerne vil være officer og allerede arbejder i Forsvaret, men det er ikke altid lige let at finde ud af, hvilken vej der er bedst for lige netop dig.”